Inventar

Anbefalinger

Arbejdspladser skal indrettes så fleksibelt som muligt; alle skal kunne tilpasse bordhøjde, stole og skærme mm.
Skærm og kontrolpulte skal være så brugervenlige som muligt.
Arbejdsborde skal indrettes, så der er mulighed for at overvåge flere skærme på en gang.
Bordet skal derfor have en konkav facon, som sikrer samme afstand til alle skærme.
Der skal være plads til de mange materialer, som anvendes i arbejdet.
Højdejustering er et must, men den skal være enkel at betjene.
Overfladen af bordpladen skal være mat og ikke reflekterende.
Det hårde slid på stole og andre møbler og hjælpemidler skal indgå i vedligeholdelses- og udskiftningsplaner.

Baggrund

En trafikleder er relativt bundet til sin arbejdsplads, og kan ofte kun forlade den, hvis vedkommende afløses. De samme arbejdspladser bliver betjent af forskellige personer gennem døgnet. Det er derfor et overordnet krav, at arbejdspladserne er indrettet fleksibelt og tilpasningsvenligt. Kravet til fleksible og tilpasningsmulige arbejdspladser løses ofte gennem hæve-/sænke borde, variabel skærmafstand og stole mm., der kan indstilles.

Principper for ergonomisk udformning af skærmarbejdspladser er beskrevet i vejledninger og anvisninger. De grundlæggende principper og krav er samlet i Arbejdstilsynets vejledning om arbejde ved skærme; derudover har flere Branchearbejdsmiljøråd materialer, der kan give inspiration.

Der er også udgivet en serie standarder for ergonomisk design af kontrolrum.

Fra etableringen og driften af de eksisterende kommandoposter og fjernstyringscentraler er der en række erfaringer, der kan anvendes ved kommende ændringer og nyindretninger.

Husk at stole, andre møbler og hjælpemidler anvendes 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Deres levetid er derfor betydeligt kortere end levetiden for kontormøbler på andre kontorer. Det skal medtænkes i vedligeholdelses- og udskiftningsplaner.

Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og engros | Fællessekretariatet | H. C. Andersens Boulevard 18 | 1787 København V | Tlf 3377 3377 | e-mail evh@di.dk
Cookie politik